top of page

Vedtægter

 

 

 

1. Foreningens navn er FFUM (Frivillige Forældres Ungdomsdiskotek på Mors) med hjemsted i et egnet lokale i Morsø kommune 

 

2. Foreningens formål er at skabe et samlingssted for de unge, hvor de kan mødes til diskotek under ordnede forhold.

 

3. Alle, der støtter foreningens formål, kan blive medlemmer. Medlemsskab tegnes for 1 år ad gangen. Hvis et medlem ved uheldig optræden skønnes at kunne skade foreningens formål, kan bestyrelsen ekskludere vedkommende.

 

4. Generalforsamlingen er  foreningens øverste myndighed. Den afholdes 1 gang årligt i august eller september måned før ballerne starter. Indvarsling sker med mindst 14 dages varsel i den lokale dagspresse. Forslag til generalforsamlingen skal være formanden skriftligt i hænde senest 8 dage før afholdelse. En lovligt varslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindeligt stemmeflertal, dog kræver ændringer af vedtægter et flertal på 2/3 af de fremmødte. 

Dagsorden: 

Pkt. 1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere

Pkt. 2. Formandens beretning 

Pkt. 3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab 

Pkt. 4. Fremlæggelse af FFUM´s kommende aktiviteter 

Pkt. 5. Behandling af indkomne forslag 

Pkt. 6. Valg af medlemmer til bestyrelsen iflg. vedtægter 

Pkt. 7. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen Pkt. 

8. Valg af revisor og suppleant. 

Pkt. 9. Evt.

 

5. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes på foranledning af bestyrelsen, eller hvis 25 af foreningens aktive medlemmer skriftligt fremsætter motiveret forslag herom. Den ekstraordinære generalforsamling indvarsles med mindst 8 dages varsel. Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 4 dage før. 

 

6. Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen. Den består af formand, næstformand, kasserer, sekretær og 1 menigt medlem, der vælges for en periode på 2 år. Ulige år er 3 på valg og lige år vælges 2. Første gang efter lodtrækning. 

Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Foreningen tegnes udadtil af formand og kasserer. Der føres protokol over generalforsamling og bestyrelsesmøder.

Bestyrelsen nedsætter de for arbejdet nødvendige udvalg og udpeger 1 – 2 balansvarlige, der har ansvaret for afviklingen af diskoteksarrangementerne.

 

7. Økonomi. Efter skriftlig ansøgning træffer bestyrelsen beslutning om anvendelse af evt. overskud til ungdomsformål på hele Mors. 

 

8. Opløsning af foreningen kan ske på 2 hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. Indkaldelse sker i den lokale dagspresse. Der kræves 2/3 stemmeflertal for opløsningen uanset de fremmødtes antal. Ved foreningens opløsning fordeles foreningens pengemidler og andre ejendele til ungdomsformål på hele Mors. 

 

Således vedtaget på generalforsamlingen tirsdag den 4/1 2005.

 

bottom of page